Aktive borgere – der skaber fællesskaber

Aktive borgere skaber det gode samfund og fællesskaber i foreninger og klubber. Venstre ønsker at skabe gode rammer for frie initiativer, så mennesker kan udfolde sig med tolerance og respekt for hinanden. Frederikssund Kommune har et aktivt og rigt fritids- og foreningsliv, som har stigende opbakning og får flere medlemmer. Aktiviteterne spænder fra det finkulturelle til det folkelige, fra det velorganiserede foreningsliv til de spontane arrangementer, fra de store idrætsgrene til de individuelle aktiviteter på veje og i naturen.

Kultur og kulturhuse i alle vores hovedbyer styrker fritids- og foreningslivet bredt i kommunen. Venstre vil derfor fortsat arbejde for, at såvel strukturen som organiseringen af tilbud og tilskud løbende bliver moderniseret, så kvaliteten kan øges i alle vores kultur- og fritidstilbud. Målet er et egentligt kultur- og idrætscenter i alle fire hovedbyer, som løbende styrkes med flere lokale idrætstilbud. Kulturlivet styrkes med det igangsatte initiativ om at styrke kulturelementet i Slangerup samt projekt ”Byens Hus”, som et kulturcenter i Skibby.

Fjorden, de blå og grønne attraktioner
– tilgængelig for alle

Venstre ønsker også at styrke de naturbårne friluftsaktiviteter. Venstre stod bag, at byrådet vedtog at etablere et havnebad og et nyt maritimt center i form af et søsportscenter. Venstre vil medvirke til, at vores mange små havne gøres mere synlige og bliver et endnu større aktiv for fritid og turisme. Venstre har bl.a. taget initiativ til et havneråd, der skal fremme flere maritime aktiviteter.

Frederikssund Kommune er helt unik med sin righoldige adgang til naturen og vandet. Vores fjorde er værdifulde, både som natur og til rekreativ udfoldelse. Venstre vil arbejde på en udbygning af Marbæk Strandpark som de senere år har været et populært centrum for alle de nye fritidsaktiviteter på vandet.

I kombination med vores grønne natur har Frederikssund Kommune helt særlige kvaliteter. I Venstre ønsker vi at understøtte flere kystnære muligheder for ophold og flere rekreative stier, så adgangen til både det blå og det grønne styrkes.

Venstre ser store udviklingsmuligheder for vores mange små havne i Hornsherred, og vi har afsat midler til løbende at opgradere havne og lejrpladser med toiletter og flere sheltere. Målet er at vi med disse tiltag kan samarbejde med private og med nationalparken om at udvikle naturturismen i Frederikssund Kommune og styrke kommunen som vores blå-grønne kommune.

Lokale idrætscentre – en fremsynet investering

Venstre har sammen med andre partier sikret en langtidsholdbar plan om de fire idrætscentre, som i hver af vores fire hovedbyer kan understøtte idrætslivet. Centrene, herunder idrætsbyen skal løbende udbygges i sammenhæng med de nærliggende mindre idrætsfilialer og i tilknytning til skolerne. Individuel idræt – er i vækst, en voksende gruppe af borgere dyrker motion på egen hånd og uden at stille krav til idrætsanlæg. Det kan være løbere, cyklister eller fjordsvømmere. Derfor er de rekreative områder af stor betydning og vil fortsat være i fokus for Venstre.

Fællesskab fordrer frivillige

I Venstre anerkender vi de frivilliges betydning for vores fællesskab. Et godt eksempel er Vikingespillene, som har været et fantastisk aktiv for kommunen siden 1950’erne og har været med til at gøre Frederikssund landskendt. Venstre står derfor helt bag kommunens frivillighedsstrategi og ønsker at følge den op med konkrete handlinger.

Målet er at gøre det lettere at være frivillig, f.eks. ved at fjerne eventuelle barrierer og forhindringer for det frivillige arbejde. Venstre ønsker mest mulig menneskelig deltagelse i samfundet, flere frivillige og at styrke det personlige ansvar. Vejen til et samfund, hvor alle er med, bygger på et stærkt civilsamfund. Venstre ønsker løbende at tage et opgør med den omsiggribende “velfærdskultur” med en forventning om, at “kommunen” tager sig af alt i borgernes liv. Venstre vil have ansvaret for eget liv – og lysten til at deltage i lokale fællesskaber – tilbage til den enkelte.

Derfor vil Venstre – så vidt det er muligt inden for lovens rammer – modernisere tilskudsordninger og puljer for at give kultur samt idræts- og fritidsforeninger bedre økonomisk råderum i hverdagen. Det skal styrke udviklingen af foreningernes tilbud til borgerne og øge lysten til initiativer samt at deltage aktivt i en forening. Kommunen kan være katalysator og sparringspartner, når nye initiativer opstår, og det skal organiseres.

Ros til ildsjæle – også de aktive seniorer

Den demografiske udvikling betyder et stigende antal seniorer. Nogle seniorer er stadig i job, nogle er aktive i foreninger. Også blandt seniorer vil Venstre fremme det personlige ansvar samt anerkende ildsjæle og frivillige organisationer. De yder en enorm indsats for andre og får selv en positiv effekt ud af det. Det være sig i foreninger, i skoler og børnehuse, på væresteder, som besøgsvenner eller i andre sammenhænge, hvor mennesker kombinerer deres energi, kompetencer, erfaring, netværk og gåpåmod for at bidrage til det gode samfund. Anerkendelse er ofte vigtigere end penge, og den anerkendelse skylder vi de mange frivillige kræfter og ildsjæle.

Et godt fritidsliv – for alle

Et godt fritidsliv, der kan involvere flere i et fællesskab, er med til at styrke den sociale integration og mindske ensomhed. Det fremmer folkesundheden og giver livskvalitet for alle, der deltager. Derfor er en god fritids- og idrætspolitik også god socialpolitik.

Der skal være plads til alle, der kan og vil bidrage til et aktivt fritidsliv. Vi ønsker at støtte op om foreninger, der yder en særlig indsats for udsatte børn og voksne. Vi vil medvirke til at sikre en sammenhængende hverdag, hvor børn på specialområdet får bedre muligheder for at deltage i foreningslivet.

Venstre siger JA til:

● fortsatte investeringer i bedre idrætsfaciliteter i hele kommunen

● et rigt og blomstrende kulturliv, idrætsliv og fritidsliv for alle

● at forbedre rammerne for de frivilliges indsats, blandt andet med afsæt i frivillighedsstrategien

● gode rammer for flere private tilbud om oplevelser i fritiden, herunder for pop-up events

● flere aktiviteter og flere oplevelser i naturen og ved fjordene samt i Frederikssund Kulturhavn

● fortsat udvikling af de maritime muligheder og det maritime center

● at øge udbuddet af idrætstilbud i samarbejde med de lokale klubber

● at styrke spejdernes muligheder for at forbedre tilbuddene til børn, unge og voksne

● at udvikle idrætsbyen med faciliteter til flere aktiviteter såsom f.eks. padel, kampsport og gymnastik

● et nyt hovedbibliotek i Frederikssund by

● at styrke kulturelementet i Slangerup

● at styrke af fritids- og kulturlivet med ”Byens hus” i Skibby

● at Vikingernes Verden kan udvides med et ”Midgård” på Kalvøen

● initiativet om at udbygge Slangerup Speedways anlæg ”Grønne Colosseum”, bl.a. til afholdelse af koncerter

● at bidrage til flere kulturelle initiativer i lighed med Frederikssund Festival, Hornsrock, Vikingespillene, galleri udstillinger, Snake City Jazz festival i Slangerup, pop-up events m.v.